Den utroligt lange ubrudte tradition med julekort, måtte jeg se løbe ud i sandet sidste år.
Men hvor meget det end piner ordensmennesket indeni, skal det have en chance mere i år. Muligheden for at dele små dryp og nedslag i kamerarullen, er en dejlig måde at slutte året på. (Ja, det er nærmest udelukkende børnebilleder, beklager 🙃)
Om det så er mig eller jer, der får mest ud af det, er jo underordnet. 😄
Det kommer nok som et overskueligt chok for de fleste, at året der er gået, i høj grad, har været med Sebastian og Isabella som omdrejningspunkter.
Året startede jo med at Isabella kunne fejre 2 års fødselsdag. Og efter nogle år med små børn i huset (altså små små – I ved under 2 år i hvert fald), kunne vi som forældre virkelig begynde at mærke en forskel. Vel vidende at alt kan sættes i perspektiv, syntes vi i hvert fald, at det at have børn der selv løber rundt og kan sætte ord på behov, er nemmere at være i.
Og netop ord er vores hverdag altid fuld af. Sebastian har tidligt været fuld af ord, tanker og spørgsmål – og det må man bare sige at Isabella følger ham i. Største konflikt på bilture er ofte at den ene ikke lader den anden snakke færdig. Selvfølgelig også irriterende at lillesøster ikke kan blive færdig med hendes historie om hvilken rækkefølge dukkerne skal puttes i – når man nu selv lige er kommet i tanke om hvor sjovt det kunne være hvis man sætte fjedre på bilen i stedet for hjul. Begge dele kan jo kun fortælles ved udelt opmærksomhed fra forældrene – ellers gælder det ikke.
Isabella ser jo virkelig op til Sebastian, og for hende er det meget vigtigt at hun er en stor pige. Det har været fedt at se hvordan hun bedre og bedre har kunne lege med på Sebastians lege, og ikke mindst leve sig med ind i indviklede fantasiverdener, som jeg helt vil droppe at redegøre for.
Alle der gad høre på det, har derfor også fået at vide at: “Jeg skal snart starte i børnehave” – om end vi skulle helt hen til september før den store dag kom. Dét at skulle have madpakke med ligesom Sebastian, var drømmen over alle. …Ikke så meget for forældrene dog.
Med Isabellas temperament og beslutsomhed gik opstart i børnehave dog også uden problemer. Hun var klar og en stor pige, måtte vi jo forstå.
Ligesom da hun hørte os snakke med Sebastian om at smide bleen, så ville hun da bestemt også det. Og senest her i december blev det også suttens tur, som ellers har været en tro følgesvend. Hvor der er vilje er der vej – så længe det er ens egen vilje altså. Og der ikke kommer nogle lyseslukkere af forældre og siger nej til en sodavand til morgenmad og den slags.
Men vi nyder en lattermild pige, der dagligt holder styr på hvem der er henholdsvis far, mor eller barn i hendes leg. Eller tilser os som læge, når vi akut bliver syge. Og da det også har fyldt i året, at både tante Tilde og tante Rikke har (og har haft) en lille baby inde i maven, har Isabella selvfølgelig også haft det.
Sebastian stortrives i storebror-rollen, selvom Isabella ikke helt blindt gør som han siger længere. Men kan han få lov til at lede og fordele, både i leg og opgaver, så har han det allerbedst.
“Far, ved du faktisk godt, at jeg ved alting” er jo et dejligt selvsikkert postulat fra en 4-årig. Og han har da også svar på alt, om så han lige selv skal finde på det først.
Han rykkede også i år over i den store afdeling i børnehaven, og i hans hoved er næste skridt jo skolen. Hvilket teknisk set også er rigtigt, men da heldigvis først om nogle år.
Han er han virkelig glad for at gå i børnehave også – vi hører mange historier om alt hvad er sker dernede. Og livlige fortællinger om de frække ting hans venner laver også. Sjovt nok er det sjældent noget han selv har været med til – mener han – men en detaljeret forklaring er stadig klar.
Sebastian nyder hverdagen – men bestemt også fest. Det bedste for ham er klart at skulle på ture – at få besøg, eller besøge andre. Noget der passer hans forældre og lillesøster i næsten samme grad.
Han kan derfor også være helt uforstående overfor de dage vi tager “bare derhjemme”. At vi da ikke kan køre ud til Farmor/Farfar eller Mormor/Morfar bare et lille smut, er da skørt – da det nu stadig er en favorit destination, samt et fast punkt på GPS’en.
For Lene bød året på en forlængelse af vikariatet ved Herning kommune. Tilbage i starten 2022 var flere tanker oppe og vende om hvad job der skulle søges efter barslen sluttede der, og jobbet i Silkeborg var sagt op.
Men da der kom en stilling på nedsat tid – netop som socialrådgiver i voksen handicap afdelingen, som hun kom fra – var den som speciallavet til Lene, og for god til at lade gå forbi.
Og det har jo så også nu, efter næsten 2 år, vist sig at være et rigtig godt match. Vikariatet er blevet vekslet til en fast stilling, og Lene er glad for at kunne bruge sin viden og kompetencer indenfor feltet.
Og selvom vi kan forstå på den politiske stemning for tiden, at vi stolt burde lade børnene være længere tid i børnehave…. Sætter vi utroligt stor pris på de ekstra timer det giver i hverdagen, at Lene er nede i tid.
For mit eget vedkommende ligger arbejdspladsen stadig i Skanderborg. Og efter nu 8 år samme sted, er jeg begyndt at stoppe med forsøg på at forklare hvad jeg egentlig laver. Noget med computer og IT, bliver ofte godkendt, og er da også tæt på rigtigt. 😄
Vigtigst er dog at jeg stadig trives der – stor fleksibilitet og kontrol over min egen tid, gør hverdagen dejlig medgørlig. Der er sket meget med firmaet som arbejdsplads i den tid jeg har været der – og det bliver der helt sikkert også ved med.
Indtil nu har det kun gjort, at jeg har fået mulighed for at give mig i kast med nye og spændende projekter. Givet tilpas meget ændring til at jeg ikke har følt at jeg sidder fast.
Herhjemme forsøger jeg ikke at holde en lille smule gang i de små projekter vi nu engang finder på. Jeg får meget energi af at lykkedes med ideer og optimere ting her og der. Men prøver også samtidig, at tvinge mig selv til at acceptere, at nogle projekter bare tager uendeligt lang tid, da det kun er hver anden tirsdag aften i lige måneder, man egentlig har overskud til at komme videre.
Vi er glade for vores lille landsted – specielt nu vi begynder at se det, som det giver børnene også. At se den værdi, de ting vi lykkedes med giver, må være en konstant øvelse at fokusere på. Fremfor listen over alle de ting man også godt kunne tænke sig at få gjort.
Vi ser frem til 2024, og håber den må give flere gode minder, og billeder at tilføje til julekortet.
Vi er beriget med stor familie tæt på, og gode venner mange steder, så håber også at mulighederne for at kunne ses med alle jer fortsætter.
Lige nu nyder vi juledagene efter en god jul, der jo på en helt specielt måde bliver båret af en anden juleglæde hos en 2- og 4-årig. Taknemmeligheden smitter dog de gamle også, som jeg håber kan mærkes i dette julekort.
Vi er taknemmelige for alle jer, der beriger vores liv – og ønsker jer alt det bedste i året der kommer!
Glædelig jul og godt nytår
Isabella, Sebastian, Lene og Thomas