Det kunne nok med rette hedde et nytårshilsen, tidspunktet det er blevet færdig på, taget i betragtning. Men nu har jeg ligesom lavet juletema og snevejr over det hele. 😀 Og som altid, er gennemgangen af kamerarullen nok lige så meget for min egen skyld, må jeg sande. Nu man ikke er struktureret nok til at skrive dagbog, er det faktisk givende at kigge tilbage. Om ikke andet en gang om året.
Så læser du af egen fri vilje med her, er du velkommen til en lille gennemgang af året der er gået hos os.
Som altid mest i form af billeder af børnene, end så meget andet.
For vi har det godt! Den første store del af 2024 stod nemlig i dagligdagens tegn, og det er faktisk noget vi befinder os rigtig godt i. Det er jo ikke så julekort-agtigt og noget der starter de spændende samtaler til familiefesterne – men med Sebastian og Isabella der glad tager i børnehave og kommer glad hjem igen, så er det jo faktisk noget at være taknemmelig over.
At vi slutter året af med at få lov til at blive forældre igen, er jo straks mere julekort-agtigt. Men det skal jeg nok komme til, tillader mig at starte med alt det andet.
Isabella blev jo 3 år tilbage i januar, og vi oplever virkelig at have en “stor pige” i huset, som hun selv bruger meget tid på at slå fast at hun faktisk er.
Hun er virkelig glad for at gå i børnehave nede ved Mariehønsene. Det er hendes sted, og hun nyder at have styr på det hele dernede. Ofte kan vi få skældud, hvis vi fortæller historier dernedefra til andre, for “det er jo hendes børnehave – så det ved vi ikke noget om“, det vil hun jo selv fortælle om.
Med en storebror tæt på, har hun jo altid arbejdet godt på at følge med der – det seneste år har vi dog virkelig glædet os over at kunne se mere og mere af hende selv og hendes egne ideer og interesser.
Hun trives egentlig godt i sit eget selskab – nyder at være social og tæt på hvor tingene sker – men mængden af perleplader, armbånd og halskæder der efterhånden bliver produceret er mærkbar.
Og det kan der jo gå timevis at nørkle med. Ligesom fantasiverdner kan opstå alle steder. Om det er i dukkehuset, eller når man sidder og laver havregrynskugler. Den store havregrynskugle og de 2 små, må jo have en detaljeret baggrundshistorie, må forstås.
Sebastian er nu 5 år og holder energiniveauet, iderigdommen og snaksagligheden i højt gear.
En af årets store mål for ham, var da han i sommers fik lov til at flytte børnehave til Brønsgaard. Her i skoledistriktet samler man kommende 0. klasser et helt år inden, til en kombineret børnehave/førskole. For Sebastian betød det jo at man var stor og tæt på at starte i skole.
Det har været helt kanon for Sebastian. Pædagogerne har jo på denne måde mulighed for at lave en hverdag der kun skal ramme én målgruppe – det er fedt! Derudover har de meget fokus på udeliv, dyreliv og at bygge ting – det rimer alt rigtig godt på Sebastian.
For antallet af projekter der kører rundt i hovedet på ham er svær at følge med i. Der planlægges hele tiden næste aktivitet – spekuleres over hvordan man bedst kan bygge noget sejt – eller blot funderes der over hvad jordens kerne er lavet af. For Sebastian er alting fedest, hvis der er nogen med til det – gode kammerater, en lillesøster, fætre, kusiner, den ældre dame i butikken eller til nøds ens forældre.
Efterhånden oplever vi også at de stillesiddende aktiviteter begynder at kunne noget – også mere end 20 sekunder af gangen. Med meget energi og mange tanker i hovedet, er det ikke sikkert at han sidder stille på stolen – men skal der tegnes og klippes pengesedler til den butiksleg man lige har fundet på, så bliver der jo knoklet på.
Med en skolestart i 2025 i tankerne, er det jo dejligt at se fra forældresiden her. Ligesom læsning og stavning af eget navn begynder at være sjovt at kunne.
Når jeg løber billederne igennem, så er det faktisk svært at finde billeder af de 2 hver for sig. Pseudotvilling 1 og 2 er virkelig en ting herhjemme.
Alting skal gøres ens og sammen. Vi er så også meget taknemmelige for at de er virkelig gode til at finde hinanden. Med en god fantasi, kan alle lege jo bliver noget man gør sammen. For man kan jo bare aftale at dukkehuset faktisk ligger på Mars, så Sebastians rum-LEGO kan indgå i legen.
Forstå mig ret, der er selvfølgelig også interne konkurrencer, sammenligninger og grænser der skal afsøges. Men vi oplever som forældre, at det er langt nemmere at have dem begge hjemme, end kun den ene. Når de forsvinder ned på værelset, mens man går og laver mad, føles de lige pludselig som nogle meget stor børn.
Her i efteråret rykkede vi dem også sammen på samme værelse. Den kedelige grund var jo mest praktisk ift. fælles putning med en lillesøster på vej. Men Sebastian og Isabella har virkelig set det som en stor og sej ting at få et “storbørnsværelse”, som det lykkedes at navngive det.
Dog nyder vi også de små øjeblikke hvor vi kan skille dem lidt ad. Om det er Sebastian der tager til tirsdagsklub, Isabella der går til gymnastik, eller en indkøbstur og lign. – så giver det lige muligheden for at få lidt udelt opmærksomhed, der egentlig også føles dejligt.
“Hvem kommer på besøg i dag?” eller “Hvem skal vi tage ud til?” er begge standard spørgsmål så snart vi rammer en weekend.
Sebastian og Isabella trives virkelig i det der. Sommerhusture med venner og familie. Fester, besøg, udflugter, fødselsdage eller campingferie. Vi nyder at have mulighederne og gode venner, bedsteforældre samt familie at besøge og at invitere forbi. Og med Lene og jeg der nok egentlig også er dårlige til weekender hvor der sker for lidt, er det bare en glæde.
Der bliver med glæde set tilbage på mange gode stunder. Fastelavnsfest for venner og familie hjemme i stalden. Afsted i pinsen for at “lave Å-festival“. En sommerferie i Grenaa og campinguge på Skovgårde.
Dåbsfejring for fætter Peter og kusine Emma – hvor vi fik lov til at stå fadder til Emma.
Alt dette blandet med udflugter, dyreparker og legepladser. For ikke at glemme utallige besøg hos bedsteforældrene tæt på.
Der bliver snakket med om det hele – og mindst lige så tit bliver der spurgt om hvornår vi egentlig skal det ene og det andet igen.
Lene arbejder stadig som socialrådgiver i Herning kommune i afdelingen for voksne handikappede. Lægen sendte hende dog på lidt tidlig barsel tilbage i september, for at passe på kroppen – men indtil da var hun glad for kollegaerne og arbejdsopgaverne. Politikere lokalt og på landsplan laver konstant om i regler og krav, så der er desværre ikke så meget arbejdsro for Lene og hendes kollegaer – det kan hænge lidt langt ud af halsen og give intetsigende ekstra arbejde.
Nu står den jo dog på barsel med efterfølgende orlov og hjemmepasning. Så det hedder 2026 før hun vender tilbage på arbejde. For nuværende er det trælse derfor tiltrængt skubbet lidt til hjørne.
For mit vedkommende triller jeg stadig et par gange i ugen til Skanderborg til team.blue (som vi hedder for tiden). Hjemmearbejde de resterende dage, får familien til at hænge sammen, så det er dejligt.
Vi har gennem opkøb og sammenlægninger på arbejde, fået i tusindvis af europæiske kollegaer. Lige nu er det meget afventende hvad og om det kommer til at ændre på min dagligdag.
Men indtil andet er bevist, hygger jeg mig med at tage på arbejde. Og sætter stor pris på friheden jeg har i at kunne styre mine egne kundeprojekter og opgaver.
Herhjemme på gården lykkedes det også i år at få styr på små projekter her og der.
Sebastian og Isabella var med til at designe en ridder/prinsesseborg, der kan forsvare sig mod monstre, men også har en isbutik i stueplan. Af lidt mere jordnær karakter, er det lykkedes at få tømt 3-4 tons halm væk fra halmloftet og få skiftet det ud med rigtig isolering samt et genveksanlæg.
Om end jeg ofte finder mig selv gå og makke i løbende vedligehold og projekter i de sene aftentimer, så begynder det også at være reelt med et par gode hjælpere. Om ikke andet i glimt og så længe man kan sælge havearbejde som en leg.
Men nok snakken udenom – 2024 blev også året hvor vi fik lov til at blive forældre igen.
Taknemmeligt kunne vi byde Nikoline velkommen den 4. december.
Med under 3 timer på fødselsgangen gik fødslen virkelig godt og uden komplikationer (Lene er sej nok til det der). Nikoline kom til verdenen med en vægt på 4680gram og 55cm – så hun er virkelig skudt godt fra start.
Og indtil nu er hun det mildeste barn. Hun sover og spiser og tager på i rekordfart – så det er virkelig en god start som familie på 5. Hun skal nok nå at holde os vågen om natten, men at vi kan tage det lidt senere, er meget dejligt her oven i julen.
Fra børnene fik det at vide i foråret, har forventningerne været store. Sebastian syntes nok mest af alt at det var en spændende nyhed at fortælle alle. Men specielt Isabella så straks sig selv i rollen som storesøster. Forventningens glæde gik ikke uset forbi.
Heldigvis har glæden holdt ved her på den anden side også. Isabella har skamlen klar ved puslebordet så hun kan “hjælpe” med det hele. Der bliver krammet og kysset så meget som muligt – sunget sange og fortalt historier. Det er virkelig dejligt at se omsorgen.
Lene og jeg er så småt ved at komme tilbage til hvordan man passer på et spædbarn. Men sætter mest af alt, virkelig stor pris på at få lov til at opleve det igen. Samtidig er det jo stadig så nyt, at I måske får en mere reel melding fra os om en måned eller to.
Jeg har valgt at forlænge barslen her i starten, så har haft hele december fri – og tager først på arbejde igen den 13. januar. Så vi stornyder den rolige december med mange hyggedage og friheder det har givet. Og håber på en stille og rolig opstart i det nye år også.
2025 kommer til at bringe en masse nyt med sig. Barnedåb, skolestart, et guldbryllup for mine forældre og meget andet. Vi håber og beder til at freden må sænke sig alle steder, og at alt det usikre i verdenen ikke må fylde for meget. Men måske netop de små og store ting i hverdagen, man kan glæde sig til og over, må få den plads i stedet.
Vi er taknemmelige for alle jer, der beriger vores liv – og ønsker jer alt det bedste i året der kommer!
Glædelig jul og godt nytår
Nikoline, Isabella, Sebastian, Lene og Thomas